Brok

Brok er en lille udposning, der oftest stikker ud fra bughulen gennem et svagt sted eller et hul i bugvæggen. Det svage sted eller hullet kaldes for brokporten og kan:

• Være medfødt
• Opstå ved at hunden på en eller anden måde kommer til skade eller ved en voldsom fysisk udfoldelse
• Blive udviklet i takt med hundens alder
• Blive påvirket af hundens køn og hormonbalance m.m.

Udposningen bliver som regel omkranset af bughinden og vil bestå af fedtvæv eller organer fra bughulen, f.eks. tarm, milt eller blære. Man skelner mellem følgende typer af brok:

• Navlebrok: Udposning ved navlen
• Bugbrok: Udposning et tilfældigt sted på bugen
• Lyskebrok: Udposning mellem benene på indersiden af det ene eller begge lår
• Pungbrok: Udposning ned i pungen hos hanhunde.
• Mellemkødsbrok: Udposning ved den ene side eller begge sider af endetarmen  
• Mellemgulvsbrok: Udposning ind i brysthulen

Hvad er symptomerne på brok?

Navle-, bug-, lyske- og mellemkødsbrok er selvfølgelig alle dækket af hud og kan både ses og mærkes. Sommetider kan de nævnte typer af brok skifte størrelse og glide frem og tilbage. Brokket kan måske forsvinde helt, når hunden ligger ned, for senere at dukke op igen. Den tilstand er i sig selv ufarlig.

Men hvis f.eks. et tarmstykke i udposningen bliver klemt fast i brokporten, så er der tale om indeklemt brok. I det tilfælde kan tarmstykket tage skade. Der kommer koldbrand i tarmen, og tilstanden er livsfarlig.

Afhængig af typen ses følgende tegn på brok: 

• Navlebrok: Hævelse ved navlen.
• Bugbrok: Hævelse et tilfældigt sted på bugen.
• Lyskebrok: Hævelse mellem benene ved det ene eller begge lår.
• Pungbrok: Hævelse af pungen hos hanhunde.
• Mellemkødsbrok: Hævelse ved den ene side eller ved begge sider af endetarmen. Hunden kan have svært ved at tisse eller komme af med afføringen.

Hvis hævelsen er øm, varm eller rød, kan der være tale om et indeklemt brok. I så fald skal du straks søge dyrlæge.

• Mellemgulvsbrok: Kan hverken ses eller mærkes. Dele af bughulens organer befinder sig i brysthulen. Det betyder, at hunden let bliver forpustet, får vejrtrækningsbesvær og måske går i chok. Tilstanden kan være livsfarlig.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen brok?
Dyrlægen vil forhøre sig hos ejeren om, hvordan hundens opførsel har været i den seneste tid, og vil  desuden foretage en grundig undersøgelse af hævelsen og hundens generelle tilstand. Dyrlægen forsøger at bringe hævelsen tilbage i bughulen for at kunne danne sig et indtryk af brokportens størrelse. Samtidig lægger dyrlægen mærke til, om hævelsen er varm, øm eller rød.

I tilfælde af mellemgulvsbrok får dyrlægen et fingerpeg om diagnosen ved at lytte til hundens brysthule. Her vil der nogle gange kunne høres tarmlyde, som ikke findes hos en rask hund.

Navlebrok findes overvejende hos hvalpe og er sjældent alvorligt.

I alle andre tilfælde end navlebrok bliver hunden altid røntgenfotograferet.
Det sikrer en præcis diagnose og fastslår, hvilke organer udposningen indeholder. Ofte benytter dyrlægen kontrast-røntgenoptagelser. Det betyder, at hunden får medicin, der farver mavetarmkanalen eller urinvejene, så de organer tydeligt kan ses på røntgenfilmen.

Brokket indeholder oftest følgende organer:

• Navlebrok: Tarmstykker og/eller fedtvæv
• Bugbrok: Tarmstykker, milt og/eller fedtvæv
• Lyskebrok: Tarmstykker, livmoder og/eller fedtvæv
• Pungbrok: Tarmstykker og/eller fedtvæv
• Mellemkødsbrok: Endetarm, urinblære, blærehalskirtel (prostata)
  og/eller fedtvæv 
• Mellemgulvsbrok: Dele af leveren, mavesækken, fedtvæv og/eller tarmslynger

Hvordan kan brok behandles?

Helt unge hvalpe med små navlebrok, der indeholder fedtvæv, behøver ikke altid behandling. De kan måske vokse sig fra brokket. I milde tilfælde kan dyrlægen måske skubbe brokket tilbage i bughulen. Der er altid en chance for, at tilstanden ikke opstår igen.

I alle andre tilfælde bliver brok behandlet ved en operation. Ved navle-, bug-, mellemkøds- og lyskebrok bliver der skåret igennem udposningen, organerne bliver ført tilbage til bughulen, og brok-porten bliver syet sammen med en kraftig tråd.

Ved mellemgulvsbrok bliver operationen foretaget igennem bughulen. Organerne bliver trukket tilbage fra brysthulen og atter placeret i bughulen. Mellemgulvet bliver syet sammen med en kraftig tråd. Denne operation er speciel, fordi hunden skal ligge i respirator eller have kunstig vejrtrækning under operationen.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har brok?
Hvis din hund bliver opereret hurtigt, og der ikke er tilstødt komplikationer i form af indeklemt brok, bliver den sædvanligvis fuldstændig rask igen.

Indeklemt brok kan give koldbrand i det indeklemte organ og medføre bughindebetændelse, blod-forgiftning og chok. Det er tilstande, der kan være livsfarlige. Hvis hunden overlever de tilstande, er der meget store chancer for, at den kommer sig helt.

Hvis et mellemkødsbrok ikke bliver opereret i tide, er der risiko for, at der kan opstå en delvis lammelse af nerverne til urinblæren og endetarmen. En nervelammelse i dette område kan medføre, at hunden ikke kan styre afgangen af urin og afføring og dermed bliver urenlig.

Hvorfor får hunde brok?
Årsagen afhænger meget af hundens alder, køn, størrelse, race, fysiske udfoldelse m.m. De vigtigste årsager for hver broktype bliver nævnt her:

• Navlebrok: Forekommer oftest hos hvalpe, og kan være arveligt. Bugvæggen lukker ikke helt på navlestedet efter fødslen.
• Bugbrok: Kan forekomme hos alle slags hunde, og er forårsaget af en skade, opstået f.eks. ved påkørsel eller voldsom leg.
• Lyskebrok og pungbrok: Ses oftest hos midaldrende tævehunde især under eller efter gravi-diteter. Tævehundens hormoner kan udvikle muskel- og/eller bindevævssvaghed i lyskeka-nalen, og det fremmer brokkets udvikling. Lyskebrok kan også være en følge af en skade. Hos hanhunde kan tilstanden i sjældne tilfælde være medfødt.
• Mellemkødsbrok: Ses især hos hanhunde, som er over 6 år gamle. Hanhundens kønshormoner kan være årsag til, at lidelsen udvikler sig.
• Mellemgulvsbrok: Kan forekomme hos alle hunde og ses udelukkende efter en skade, f.eks. påkørsel.

Hvad er risikoen for, at din hund får brok?
Risikoen for, at hunden udvikler brok, afhænger meget af dens alder, køn, størrelse, race, fysiske udfoldelse m.m. Navlebrok er den hyppigste brokform og ses næsten udelukkende hos hvalpe. Bug-brok og mellemgulvbrok opstår overvejende som følge af en skade.

Lyskebrok er sjældent, men opstår oftest hos tæver. Tilstanden er meget sjælden hos steriliserede tæver. Mellemkødsbrok opstår især hos ældre hanhunde. Sygdommen er meget sjælden hos kastre-rede hanhunde.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få brok?

• Navlebrok: Især små racer
• Bugbrok: Ingen racer er særligt udsatte 
• Lyskebrok: Cockerspaniel, golden retriever, gravhund 
• Mellemkødsbrok: Ingen racer er særligt udsatte 
• Mellemgulvsbrok: Ingen racer er særligt udsatte

Anden viden om brok hos hunde
Man kan mindske risikoen for mellemkødsbrok hos sin hanhund ved at lade hunden kastrere, og man kan mindske risikoen for lyskebrok hos sin hunhund ved at lade hunden sterilisere.