Hvem er vi | Profil | Mail et forslag | Links
  • Forside
  • Hund
  • Kat
  • Hest
  • Gnaver
  • Fugl
  • Pleje
  • Medicin
  • Videnskab
  • VetFamily
  • Nyhedsbrev
  • e-butik
 
  • Sygdomsleksikon
  • FAQ
  • Hundeskolen
  • Forgiftning
  • Tema
  • Symptomguiden
 
 

Spolorm

Af dyrlæge Tune Aas Mortensen

Hvad er spolorm hos hunde?
Indvoldsorm er meget udbredt blandt hunde, og stort set alle hunde har på et eller andet tidspunkt i livet haft orm. Spolorm er den hyppigst forekommende indvoldsorm, og der findes flere forskellige arter. Den mest almindelige hedder toxocara canis. Den voksne orm kan blive op til 18 cm lang og minder meget om spaghetti. Ormen lever af tarmindhold, og hos voksne hunde findes der tit indkapslede larvestadier af denne orm forskellige steder i kroppen

Hundens spolorm (Toxocara canis)Hundens spolorm (Toxocara canis)

Hundens spolorm (Toxocara canis)

Hvad er symptomerne på spolorm?
Hvalpe og unghunde kan have et meget stort antal orm og vil normalt have tydelige symptomer. Voksne hunde viser ikke nødvendigvis symptomer, da der oftest ikke findes spolorm i afføringen. Tegn på orm kan være:
  • Diarré
  • Dårlig trivsel, der viser sig ved, at hunden er træt, ikke vil lege og taber sig
  • Hoste
  • Tør og kedelig pels
  • Tyk mave, fordi hunden har vand i bughulen


Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen spolorm?
Diagnose stilles enten ved direkte påvisning af den voksne spolorm, eller - i de fleste tilfælde - ved hjælp af en afføringsprøve. En undersøgelse af prøven i mikroskop kan afsløre ormeæg, som er karakteristiske for den pågældende orm. Prøven kan relativt hurtigt undersøges i den praktiserende dyrlæges laboratorium, så du kan få resultatet allerede den efterfølgende dag. Ved massiv smitte vil der tit kunne påvises et stort antal æg.

Afføringsprøven kan evt. medbringes til dyrlægen eller tages i forbindelse med undersøgelsen af hunden.

Hvordan behandles spolorm?
Ormemidler til hunde er receptpligtige. Spolorm kan behandles med en række forskellige præparater, som dyrlægen udvælger. Der kan være tale om tablet-, pasta- eller miksturbehandling, som kan strække sig fra 1 til 5 dage, alt efter præparatets egenskaber. Du skal behandle hunden i flere omgange med 2-3 ugers interval. Behandlingsforløbet varierer, alt efter om der er tale om drægtige tæver, hvalpe, eller  voksne hunde.

Eller behandlingen kan foretages med én spot-on  behandling i nakken på hunden (virker i 30 dage). Stronghold kan bruges til avlshunde, drægtige tæver, diegivende tæver, hvalpe fra 6 ugers alderen og til ivermectinfølsomme hunde.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har spolorm?
Spolorm kan behandles meget effektivt. Der er 100% effektivitet ved behandling mod voksne orm, mens effektiviteten ved visse præparater er lavere over for spolormlarver.

Hvorfor får hunde spolorm?
Al smitte med indvoldsorm sker fra andre hunde, som allerede er smittede. Smitten optages fra afføring. Æg fra spolorm kan overleve både ude og inde i årevis, fordi de kan tåle både frost, varme og sollys - og ofte også rengøring.

Man regner med, at alle tævehunde har larver, der ligger i dvale i kroppen (i muskler og lever), og i forbindelse med drægtighed vil hvilende larver fra drægtighedsperiodens dag 40 "vågne" og vandre til fostrene, som dermed bliver smittede. Efter fødslen vil "vækkede" larver vandre til tævens mælkekirtler og via mælken overføres til de nyfødte hvalpe. Allerede 2-3 uger efter fødslen vil smitten have udviklet sig til voksne orm i hvalpenes tarme, og ved tævens pleje af hvalpen kan der derfor ske en tilbagesmitning af tæven.

Hvad er risikoen for, at din hund får spolorm?
Hvis hunden er drægtig, eller der er tale om unge hvalpe, er risikoen for orm meget høj. Undersøgelser af voksne hunde viser, at udbredelsen af spolorm i deres tilfælde ikke er så hyppig.

Hvilke racer er særligt udsatte for spolorm?
Alle racer er lige udsatte.

Anden viden om spolorm hos hunde:
Mennesker kan smittes med hundens spolorm. Da dyrenes orm er afhængige af deres specielle vært, vil de ikke kunne færdigudvikle sig i mennesker og vil derfor normalt ikke give anledning til sygdom.

Af andre indvoldsorm kan f.eks. nævnes hageorm, piskeorm og bændelorm, men disse orm har deres egen livscyklus og biologi.

Læs mere: Tema om orm, Tema om hvalpe, Pasning og pleje af hvalpe

 
 
Indholdet der findes på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse. ©2000-2009 Netdyredoktor A/S