Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop
Se udvalgte Produkter

Produkter fra vores butik

278,00 kr

MalAcetic Shampoo til hest, 473 ml Køb her

Sponsoreret



Akut hovledsbetændelse

Latinsk navn: Pododermatitis acuta

Af dyrlæge Karsten Holm.

Hvad er kode- eller hovledsbetændelse hos heste?

Akut kode- eller hovledsbetændelse er en sygdomstilstand i selve leddet. Sygdommen angriber ledvæsken og den indvendige side af ledkapslen. Senere i forløbet kan selve ledbrusken skades, og man taler så om kronisk kode- eller hovledsbetændelse. Ledbetændelse giver hesten smerter i leddet i forbindelse med arbejde.

Hvad er symptomerne på akut kode- eller hovledsbetændelse?

Symptomerne på kode- eller hovledsbetændelse er først og fremmest, at hesten har ondt i det pågældende led. Det kan vise sig på mange forskellige måder, for eksempel ved at:

  • Hesten er direkte halt
  • Hesten er uren i bevægelse
  • Hesten er stiv og usmidig
  • Hesten er dårligere på den ene volte end på den anden
  • Hesten er usamarbejdsvillig ved arbejde
  • Hesten viser nedsat præstation

Det er vigtigt at få undersøgt hesten for halthed, hvis den under arbejde pludselig begynder at virke usamarbejdsvillig og "dum", da dette ofte er udtryk for, at der er en smertefuld tilstand, som generer hesten. Denne smertefulde tilstand kan, hvis den sidder i leddene, være svær at opdage for rytteren/kusken, specielt i de tidlige stadier af sygdommen. Netop i de tidlige stadier af kode- eller hovledsbetændelse, er det vigtigt at få hesten behandlet for at opnå et godt resultat.

Udover smerte, kan galle i kodeleddet være et symptom på ledbetændelse.
Gallen skyldes, at der er et overskud af væske i leddet. Galle viser sig som en lille bule mellem pibeknoglen og gaffelbåndet, i niveau med eller foran på kodeleddet.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?

For at kunne stille diagnosen ledbetændelse, er det nødvendigt at foretage en halthedsundersøgelse, eventuelt med en eller flere bedøvelser i leddene.

En halthedsundersøgelse kan forløbe således:

  • Først danner dyrlægen sig et indtryk af, hvilket eller hvilke ben, hesten er halt på. Det sker ved, at man iagttager hesten ved mønstring og på begge volter
    ved longering.
  • Herefter foretages der en bøjeprøve, for at undersøge om det/de mistænkte ben rent faktisk er ømt, hvor i benet/benene skaden sidder, og hvor alvorlig skaden er.
  • En bøjeprøve er en sammenbøjning af hestens ben i 1-2 minutter, og efterfølgende endnu en mønstring. Hvis hesten er mere halt efter en bøjeprøve, siger man, at bøjeprøven er positiv. Det betyder, at der er en eller flere ømheder/overanstrengelser et sted i det bøjede ben.
  • For at stille den præcise diagnose af, hvor i hestens ben, skaden sidder, er det ofte nødvendigt at bedøve dele af benet. Dette kaldes undertiden blokader. Ved mistanke om f.eks. akut kode- eller hovledsbetændelse sprøjtes lokalbedøvelse direkte ind i leddet. Herefter gentages mønstringen, longeringen og bøjeprøven. Hvis hesten efterfølgende er haltfri eller meget bedre gående, ved man, at skaden sidder i det bedøvede led.
  • Når dyrlægen har fundet en skade i et led, tages ofte røntgenbilleder for at gøre det muligt at danne sig et indtryk af skadens omfang. Det kan f.eks. være, om der er ledmus eller kroniske slidskader.

Hvordan behandles ledbetændelse?

Den bedste behandling ved akut kode- eller hovledsbetændelse er indsprøjtning af medicin direkte i leddet. Medicinen vil søge at bekæmpe sygdomsprocesserne og normalisere tilstanden i leddet. Nogle heste kan nøjes med én behandling, men i mange tilfælde er det nødvendigt at gentage behandlingen i 14 dage efter første behandling for at opnå det bedste resultat. Når hesten er blevet behandlet, skal den have fri for arbejde i en periode varierende fra 14 dage og op til 3 måneder. Dyrlægen afgør, hvor lang den arbejdsfrie periode skal være.

Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den får akut kode- eller hovledsbetændelse?

Hvis hesten behandles, inden der udvikles kroniske skader på leddets dele, er udsigterne for fuldstændig helbredelse gode.

På længere sigt kræver det, at man ændrer de forhold, der kan have udløst sygdommen i første omgang, - ellers er der risiko for, at sygdommen vender tilbage.

Hvorfor får heste akut kode- eller hovledsbetændelse?

Der kan være mange årsager til, at en hest udvikler akut kode- eller hovledsbetændelse.

  • Sygdommen kan udvikles, hvis hestens led udsættes for en enkelt voldsom bevægelse, såsom fejltrædning under arbejde eller på fold. Vær særligt opmærksom på ujævne frosne jordfolde, hvor hesten let træder forkert.
  • I de fleste tilfælde opstår tilstanden dog gennem en længerevarende proces
    med ophobninger af mange små fejl- eller overbelastninger af hestens ben/led.

Nedenfor næves nogle få, men vigtige, årsager til udvikling af akut kode- eller hovledsbetændelse:

  • Hesten har en dårlig benstilling, hvilket forårsager at kode- eller hovled fejlbelastes.
  • Hesten kan være dårligt skoet, således at kode- eller hovled belastes. Dårlig skoning er, når skoningen bryder benets naturlige liner, eller når intervallet mellem 2 skoninger er for langt.
  • Hesten arbejder på et dårligt underlag. Hvis hesten i sit daglige arbejde løber på et underlag, der er meget hårdt eller ujævnt, kan det betyde at dens kode- eller hovled overbelastes.
  • Hesten skal være i god fysisk form, således at den har overskud til det arbejde, den bydes. Hvis hestens kondition er dårlig, vil den hurtig blive træt, og dermed dårligere til at koordinere sine bevægelser og sætte benene korrekt.
    Det medfører, at der er risiko for små fejltrædninger, som kan overbelaste kode- og hovled.

Ofte er det ikke kun én disponerende årsag, der udvikler ledbetændelse, men flere årsager i forening.

Hvad er risikoen for, at din hest får ledbetændelse?

Det er meget svært at forudsige, om en hest får problemer med benene, da der er forskel på, hvor holdbar den enkelte hest er, samt på hvilken type belastning, den udsættes for.

Ledbetændelse er en hyppig lidelse blandt væddeløbsheste, og ikke ualmindelig blandt rideheste.

Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får akut kode- eller hovledsbetændelse?

Forebyggelse af ledbetændelse er et komplekst problem, hvori der indgår mange faktorer.

Her skal nævnes nogle af de ting, der kan forebygge forekomsten af ledbetændelse:

  • Korrekt hovpleje og skoning er et vigtigt element for at undgå ledbetændelse
  • Hesten skal skoes med jævne mellemrum, så den ikke får for lange hove
  • Skoning med såler eller andet stødabsorberende beslag kan være godt
  • Hesten må ikke overanstrenges. Det betyder ikke, at den ikke må arbejde hårdt, man skal blot være sikker på, at hestens kondition harmonerer med de opgaver, den stilles overfor
  • Det underlag, hesten arbejder på, skal så vidt muligt være jævnt og fjedrende
  • Når man køber hest, er det vigtigt at sikre sig, at den står korrekt på sine ben. Det kan spare rytteren for mange problemer med halthed senere hen. Det er derfor vigtigt at rådføre sig med en dyrlæge inden køb af hesten.

Produkter fra vores butik

278,00 kr

MalAcetic Shampoo til hest, 473 ml Køb her
Mængderabat
799,00 kr
Ned til
549,00 kr

Equitop Myoplast, 1,5 kg Køb her
309,00 kr

DermAllay Oatmeal Balsamspray til hest, 473 ml Køb her